Trio Ondine

Søndag den 14. april 2002 kl. 15.00 i Konfirmandhuset

Trioen, der består af svenske Erik Heide, violin, norske Jonathan Slaatto, cello, og danske Martin Quist Hansen, klaver, blev dannet i juni 1999. I de forløbne tre år har trioen ikke "blot" givet adskille koncerter, men har opnået en imponerende reference liste, hvoraf blot en lille del nævnes her.

Efter en omfattende koncertserie i Danmark gik trioen direkte videre til at vinde 1. pris ved "1st International Broadwood Pianotriocompetition" i Manchester. I marts 2000 vandt trioen "DR's Kammermusikkonkurrence", hvor de også modtog prisen for bedst spillede nye, danske værk. Efterfølgende blev trioen udvalgt efter en konkurrence til at repræsentere "Villa Musica" i 3 år, hvor de skal give en lang række koncerter i Tyskland. I marts 2001 vandt trioen den verdensomspændende 1. Internationale Joseph Haydn Kammermusik Wettbewerb i Wien samt prisen for bedste Haydn-fortolkning. Sejren her medførte koncerter på de mest prominente kammermusikscener i Europa og i Canada, herunder Casals Festivalen i Spanien, Joseph Haydn Festspillene på Schloss Esterhazy o.s.v. Så sent som den 23. marts i år var Trio Ondine solister i Radiohusets koncertsal i Beethovens Trippelkoncert for solister og orkester. Denne koncert var én af de koncerter, som trioen spiller i anledning af, at de blev valgt til "Årets DR kunstnere 2001/2002". Trioen har overalt fået fine anmeldelser. Én af dem antyder, "at de må have spillet sammen i et tidligere liv".



Erik Heide er født i Gøteborg 1974 og har studeret både i Gøteborg og København Han debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i december 1998, og hans debutkoncert blev hyldet af en enig dansk presse. Erik Heide har optrådt som solist med et stort antal orkestre - senest på DR's Sinfoniettas turne i Sverige. Blandt de mange priser og legater han har modtaget kan nævnes Ungdommens Sonningpris og 1. pris i den svenske konkurrence Unga Solister. For nylig blev Erik Heide inviteret til at spille Schnittkes violinkoncert med Musica Vitae i svensk TV og radio. Han har også deltaget i master classes med bl.a. Shlomo Mintz, Michaela Martin og Gerhard Schulz.


Jonathan Slaatto er fra Norge, men blev født i Tyskland i 1977. Han studerede hos Thorleif Thedeen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og senere ved Edsberg Musikinstitut i Stockholm. Han blev i 1999 optaget ved Sibelius Akademiet.


Martin Quist Hansen studerer hos Amalie Malling ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han har også studeret ved Royal College of Musik i London hos Peter Katin. Han har modtaget utallige legater, bl.a. Gade-legatet i 1999. Han er 5-dobbelt vinder af Steinway-konkurrencen, har modtaget guldmedalje ved Berlingske Tidendes Musikkonkurrence og er prisvinder ved "1st International Pianocompetition Bratislava", hvor han også vandt pris for moderne musik. Koncerter i Radiohusets Koncertsal, Tivolis Koncertsal, Charlottenborgs Festsal og mange andre.

 


Program for koncerten


Anders Nordentoft:  Doruntine


J. Haydn:    Trio i Es-dur 
                   Allegro Moderato-Presto

J. Haydn:    Trio i C-dur
                   Allegro-Andante-Presto


M. Ravel:   Trio i a-moll
                   Modere-Pantoum-Passacaille-Final


Læs DRs omtale af Trio Ondino som årets DR kunstnere ...

Trio Ondine