Cello og klaver

Søndag den 6. november 2005 kl. 15.00.

Michaela Fukacová, cello

Ulrich Stærk, klaver


Michaela Fukacová
Hvor i verden Michaela Fukacová har optrådt er hun blevet mødt med begejstring af publikum og poetiske superlativer hos anmelderne.

Michaela Fukacová er født og opvokset i et musikerhjem i Brno i Tjekkiet. Allerede som fireårig begyndte hun at spille klaver. Først som fjortenårig blev hun grebet af celloen, og det med en begejstring, så hun to år senere kunne vinde sin første pris ved Beethoven-konkurrencen i Tjekkiet. Efter studier ved Akademiet i Prag flyttede Michaela Fukacová i 1985 til Danmark, hvor hun forsatte sine studier i solistklassen hos professor Erling Bløndal Bengtsson på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I løbet af sine studieår deltog Michaela i flere internationale konkurrencer - altid med en topplacering. Således var hun i 1986 prisvinder af den internationale Tjajkovskij-Konkurrence i Moskva. Samme år afsluttede hun sin uddannelse med en sensationel debut, som med ét slag gjorde hende til én af de mest efterspurgte solister i Danmark. Priser og udmærkelser fulgte i rask tempo - således i 1988 Musikanmeldernes pris.
Et vendepunkt blev mødet med den legendariske cellist Mstislav Rostropovitj, som i begejstring for Michaela’s talent påtog sig rollen som hendes musikalske mentor.

Det internationale gennembrud kom i 1990, hvor Michaela Fukacová debuterede i Paris og i London. Koncerter i New York, Berlin, Tokyo fulgte slag i slag. Siden har hun koncerteret i alle vesteuropæiske lande, i USA, Canada, Japan og Sydkorea.
Hun har spillet med utallige orkestre, verden over, således Orchestre Philharmonique de Radio France, BBC Orchestra, Berliner Sinfonie-orchester, NHK Orkestra Tokyo og med dirigenter som Jorma Panula, Hans Graf, Sixten Ehrling, Eliahu Inbal, David Shallon, Ferdinand Leitner, Libor Pesek, Aldo Ceccato.

Michaela Fukacová har bevaret sin nære kontakt med det tjekkiske musikliv og koncerterer ofte med sit hjemlands orkestre, især den Tjekkiske Filharmoni, der valgte hende som solist til sin 100-års jubilæumsturné til Japan. Nævnes må også det nære kammermusikalske samarbejde med den sublime violinist Josef Suk. Herhjemme er Michaela bestandig på farten, dels som kammermusiker med vore førende kunstnere, dels som solist med Danmarks symfoniorkestre, i radio og TV.

Michaela Fukacová er en flittig gæst i grammofonstudierne. Listen over hendes CD’er er betydelig og i hastig vækst. Den rækker fra cellolitteraturens hovedværker, Dvorak, Elgar og Tjajkovskij til oversete perler som Mysliveceks cellokoncert, for hvilken hun i 1994 modtog den klassiske Grammy som årets bedste solist. I 1996 indspillede hun samtlige Martinus cellokoncerter med Odense Symfoniorkester. I maj 1998 fik Michaela tvillinger. Allerede efter 3 måneder var hun igen aktiv som solist, og hun gav adskillige koncerter i flere europæiske byer, bl.a. som solist med orkestre i Brno, Hamburg, Düsseldorf, Luxembourg og Madrid.

Michaela Fukacová gav koncert i Ledøje-Smørum Musikforening i 1989. Det er én af de - godt nok efterhånden mange - helt specielle oplevelser, der bliver husket.

Link til Michaela Fukacovás hjemmeside ...">

Ulrich Stærk - "Øjeblikkets magi"
Ulrich Stærk
Det "absolutte nu" er omdrejningspunktet i pianisten Ulrich Stærks musikalske univers. På en paradoksal måde et meget veldefineret begreb, for det er nøjagtigt det øjeblik, hvor al tidsopfattelse går tabt og hvor bevidsthed og underbevidsthed smelter sammen i en tilstand af ren oplevelse.

Men det absolutte nu opstår ikke ud af intet. Det er et mål, og det er en række faktorer, som må beherskes. Det evner Ulrich Stærk. Med sin store erfaring og modenhed er hans fremragende teknik forlængst blevet blot et middel til at bringe musikken ind i en anden sfære, hvor publikums energi og udstråling, hans egen medskabende kraft og musikken i sig selv går op i en højere enhed og skaber øjeblikkets magi - det absolutte nu.

Ulrich Stærk kan skabe magi. Derfor er han allerede en højt berømmet pianist såvel nationalt som internationalt - og en af de mest efterspurgte koncertpianister i Danmark. Som solist har han optrådt med de fleste danske symfoniorkestre og adskilige udenlandske, bl.a. Schleswig-Holsteinisches Sinfonieorchester. Herudover er Ulrich Stærk en eftertragtet akkompagnatør og samarbejder med en række af de allerbedste musikere og sangere.

Ulrich Stærk er født i 1962 i Genova, Italien, og uddannet i bl.a. Genova, Flensburg og Esbjerg, med afsluttende studier ved det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København i professor José Ribera's solistklasse.


På programmet vil være musik af Robert Schumann, Antonin Dvorák, Leos Janacek, Edvard Grieg og Bohuslav Martinu.