Tilbage tilbage

22. januar 2017 kl. 15:00

Copenhagen Cello Quartet

Jakob Kullberg
Toke Møldrup
Morten Zeuthen
Henrik Dam Thomsen

Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 Smørum
Gæstebilletter: 150 kr.


Copenhagen Cello Quartet

Fire kendte, fremtrædende danske cellister, ...
samlet i et spændende, "alternativt" ensemble


Når 4 celloer klinger alene sammen ...
Man kender celloen som et indtrængende, indsmigrende soloinstrument, og komponister og publikum værdsætter desuden instrumentet som den varme og syngende baslinie i orkestre og kammermusik. Men når fire celloer klinger alene sammen, opstår et helt enestående klangfænomen, en væg af vellyd. Copenhagen Cello Quartet er dannet i fælles fascination over denne klang, og spiller værker fortrinsvist skrevet til dette ensemble.

De fire danske supercellister Jakob Kullberg, Toke Møldrup, Henrik Dam Thomsen og deres tidligere lærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, den kendte professor, solist og kammermusiker Morten Zeuthen udgør dette ensemble, som er en cellistisk tilnærmelse til fænomenet "de 3 tenorer". Alle fire har hvert deres instrumentale og musikalske udgangspunkt, men deres enestående kammermusikalske egenskaber, og det stærke kollegiale og venskabelige bånd der er imellem dem, styrker det fremragende ensemble.

Komponisten Anders Koppel udtrykker følgende i forbindelse med instuderingen af værket "Le Balajo" som han har skrevet til Copenhagen Cello Quartet:
At være til prøve med Copenhagen Cello Quartet er som at befinde sig i et kraftcenter af cello-viden. Den sound, som disse fire fremragende solister tilsammen frembringer er helt unik – blid, dramatisk, syngende og altid med et kæmpe overskud. Jeg er sikker på at Copenhagen Cello Quartet i fremtiden vil komme til at sætte et solidt fingeraftryk på dansk musikliv, sådan som de fire medlemmer allerede har gjort det hver for sig.


Hjemmeside: http://copenhagencelloquartet.dk/



Jakob Kullberg har et usædvanligt tæt og frugtbart samarbejde med komponisten Per Nørgård, som har komponeret og dediceret adskillige værker til cellisten, som fx sin 4. Solosonate og 2. Cellokoncert.
Jakob Kullberg er en af de mest synlige og stilistisk bredtfavnende unge danske instrumentalister. Bosat i Paris, bruger han sin tid på en voksende solokarriere kombineret med kammermusikalsk koncertvirksomhed.

Studier i Amsterdam, London, Wien, Zagreb og København i perioden 1998-2007. Vinder og prisvinder ved nationale og internationale solist- og kammermusik konkurrencer, samt modtager af Danmarks Radios Lyt til Nyt Prisen i 2009, og Gladsaxe Musikpris 2011.

Jakob Kullberg har været Artist in Residence ved flere lejligheder, bl.a. i Rundetårn i 2007, under Carl Nielsen Violin Konkurrencen i 2008, i Den Sorte Diamant i 2009, og har været tilbagevendende solist på markante internationale festivaler som fx Aldeburgh Festivalen og Warsaw Autumn Festival, og vil i 2011 give en række solokoncerter ved Bergen Festspillene.

Som solist har han optrådt med de fleste af de danske symfoniorkestre samt med orkestre i udlandet, og vil i efteråret 2011 have sin debut som solist med Royal Philharmonic Orchestra, London. Har givet mesterkurser i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Polen, England og i USA og er blevet engageret som gæstelærer på The Royal Academy of Music, London, i 2011/2012. Han har været kunstnerisk leder af det to-årlige mesterkursus Open Strings Cello Academy siden 2004, og blev ansat som timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2005.
Hjemmeside: www.jakobkullberg.com


Toke MølldrupToke Møldrup debuterede i 2005 fra Morten Zeuthens celloklasse ved det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har siden gjort sig bemærket som en alsidig musiker. Han vandt Den Danske Strygerkonkurrence i 2006 og EBU-konkurrencen "New Talent" året efter.

Indenfor kammermusikken har han 10 års erfaring som cellist i den nu hedengangne Paizo Kvartetetten, der vandt alle priser ved Melbourne International Chamber Music Competition 2003. Han har optrådt i bl.a. Carnegie Hall, Wigmore Hall, Musikverein Wien, og har som solist med flere danske og udenlandske symfoniorkestre spillet under ledelse af profiler som Aldo Ceccato og Joshua Weilerstein.

Hans debut-cd "Passionate" som han har indspillet sammen med pianisten Yaron Kohlberg er netop udkommet. Han er til daglig solocellist i Sjællands Symfoniorkester/Copenhagen Phil.

Hjemmeside: www.tokemoldrup.com
 
 
 
 
 
 

Morten Zeuthen Morten Zeuthen indtager en central stilling blandt Danmarks strygere.
Som solist har han optrådt med alle danske symfoniorkestre, optræder ofte helt solo og har en omfattende duo-virksomhed med pianisten Amalie Malling. Sammen har de optrådt i Carnegie Hall, New York, Wigmore Hall, London og Casals Hall i Tokyo. Han har indspillet talrige cd’er, hans indspilning af Bachs solosuiter blev i 1994 hædret med en dansk Grammy som ”Årets Klassiske Udgivelse” og blev i 2006 blev samme indspilning af det japanske ”Suzuki Classical Reviews” udnævnt til den allerbedste i sammenligning med 110 tilgængelige indspilninger. Hans cd ”L’Homme Armé” med ny dansk solomusik blev ligeledes i 2006 hædret som ”Årets Klassiske Soloudgivelse”. Har blandt modtaget andet Dansk Musikerforbunds Hæderspris.
Som kammermusiker var Morten Zeuthen fra 1976 til 2000 medlem af den legendariske strygekvartet Kontra Kvartetten, som har turneret overalt i Europa i Japan og i USA, i en periode som den danske stats repræsentationsensemble. Kvartetten indspillede samlede strygekvartetter af de vigtigste danske komponister, mere end 30 cd’er. Kvartetten modtog musiktidsskriftet The Gramophones udmærkelse ”Record of the Year”, blev nomineret to gange til Nordisk Råds Musikpris, modtog særprisen for Årets ny musik-udgivelse ved MIDEM festivalen i Cannes m.m.
Som professor i cello ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har Morten Zeuthen siden 1996 ledet et frodigt internationalt sammensat cellomiljø. Hans studerende har vundet mange priser og orkesterstillinger, bl.a. har de flere år i træk vundet førsteprisen ved Den Danske Strygerkonkurrence. Morten Zeuthen er selv uddannet af Paul Tortelier og Asger Lund Christiansen, med kortere studieophold hos Mstislav Rostropovitsj og Arto Noras.
Som 1. cellokoncertmester i Radiosymfoniorkestret fra 1978 til 1997 har han turneret over det meste af verden og samarbejdet med nogle af verdens største dirigenter og solister.
Morten Zeuthen spiller på en Giuseppe Rocca-cello fra 1845.


Henrik Dam Thomsen Henrik Dam Thomsen har siden 1999 kombineret en stilling som 1. solocellist ved DR Symfoniorkestret med et alsidigt virke som solist, kammermusiker og lærer på Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Henrik Dam Thomsen er uddannet i København, London og Bloomington (Indiana, USA), af prominente navn som Morten Zeuthen, Torleif Thedeen, William Pleeth og Janos Starker.

Henrik Dam Thomsen har medvirket på over 100 CD produktioner. I eget navn er det blevet til 3 udgivelser, der alle har høstet stor international anerkendelse.

"Works for solo cello by Kodaly og Britten" (Chandos Records, 2004)
"French Pieces" med pianisten, Ulrich Stærk (Classico 2006)
"Live at the Tivoli Concert Hall" Ulrich Stærk, DR Symfoniorkestret og Thomas Dausgaard (sowhatfilm 2009)

Hjemmeside: www.henrikdamthomsen.dk