Tilbage tilbage

18. november 2018 kl. 15:00

Liedkoncert: "Die schöne Müllerin" med musik af Franz Schubert

David Danholt, tenor
Søren Rastogi, klaver

Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 Smørum
Gæstebilletter: 120 kr.

Teksten til denne liedcyklus er fra den tyske digter Wilhelm Müllers digtsamling ”Die schöne Müllerin”, der findes i værket ”77 efterladte digte fra en rejsende valdhornists papirer” fra 1821. Digtene er inspireret af Wilhelm Müllers ugengældte kærlighed til digteren Luise Hensel. Franz Schubert (1797-1828) skrev musik til 20 af digtene i 1823, og det er disse, vi skal opleve ved koncerten.

Sangcyklussen handler om en ung møllersvend, der bryder op hjemmefra for at søge lykken. Ved at følge en bæk når han til en ny mølle, hvor han får arbejde. Han forelsker sig i møllerens datter, men da hun forelsker sig i en jæger, gribes møllersvenden af fortvivlelse og drukner sig i mølleåen. I den sidste sang ”Des Baches Wiegenlied” synger bækken en sørgmodig vuggevise for møllersvenden.

Den tyske tekst med engelsk oversættelse findes bl.a. via dette link.
Noden kan downloades fra IMSLP.org via dette link.




David Danholt vandt i 2014 1. prisen ved Wagnerkonkurrencen i 2014 i Seattle og i 2009 Reumert Talentkonkurrencen. Han har medvirket i utallige operaopsætninger og ved koncerter i både Danmark og udlandet. Senest har han medvirket som Rodrigo i Otello på Den kongelige Opera.

Hjemmeside: http://www.daviddanholt.com
Læs hele David Danholts CV på dansk.
Læs Davids CV på engelsk og mere hos Crescendi Artists.
 



Søren Rastogi er meget efterspurgt som solist, kammermusiker og akkompagnatør, både i Danmark og internationalt. Som solist har han optrådt med langt de fleste symfoniorkestre i Danmark under dirigenter som Christian Mandeál, Douglas Bostock, Benjamin Shwartz, Mathias Aeschbacher, Ed Spanjaard, Jayce Ogren, Peter Feranec og Thomas Søndergaard; i klaverkoncerter af Mozart, Schumann, Stravinsky, Bernstein og Gershwin.

Søren Rastogi har ofte modtaget begejstret omtale i pressen. Information skrev bl.a.:
SR debuterede som solist med DR Radiosymfoniorkestret med en perfekt afstemt scenepræsens, der forvaltede både pianistisk kunnen, musikalsk overblik, melodisk sans, rytmisk sikkerhed og konstant nerve med sjælden uforgængelighed”.

Søren Rastogi har udover sin solistiske virksomhed et tæt samarbejde med førende skandinaviske sangere, deriblandt barytonen Johannes Weisser, med hvem han har udgivet CD’en Visiting Grieg.
Han spiller derudover i Jalina trio, den internationalt velrenommerede klavertrio og spiller også i Trio Misto sammen med klarinettisten Mathias Kjøller og bratschisten Asbjørn Nørgaard. Han er ofte brugt som sonatepartner med instrumentalister, og har spillet recitals med Vilde Vrang, Narek Hakhnazaryan, Sergei Dogadin, Benjamin Schmid blandt mange andre, og har et tæt samarbejde med DR Vokalensemblet, både som pianist og musikalsk leder.
Hans karriere tog fart i 2006, da han blev udnævnt til "Tårnmusiker" af Danmarks Radio og Rundetårn, hvilket indbefattede en egen radiotransmitteret koncertserie med 5 koncerter som solist og kammermusiker. Søren Rastogi har lavet talrige radiotransmissioner for EBU.

Søren Rastogi er uddannet i København på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Tove Lønskov og Niklas Sivelöv samt i Berlin på "Hochschule der Künste" hos Pascal Devoyon. Han tog diplomeksamen fra DKDM med højeste karakter og debuterede fra solistklassen samme sted i 2005
Han har modtaget talrige hædersbevisninger og legater, blandt andet Musikanmelderringens Kunstnerpris, Aennchen og Eigil Harbys Legat, Victor Schiølers Mindelegat og Russells Mindelegat.

Søren Rastogi er formand for juryen i Aarhus International Piano Competition, lektor på Det Jyske Musikkonservatorium og adjunkt på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Hjemmeside: http://www.sorenrastogi.com/
Læs mere hos Crescendi Artists