Planlagt til 24. januar 2021, men måtte aflyses pga. Covid-19.
En tilsvarende koncert vil blive afholdt i januar 2022 med bl.a. Nana Bugge Rasmussen.
Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 Smørum
Gæstebilletter: 150 kr. Unge/studerende: 50 kr.
Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran
Jacob Andersen, tenor
Nicolai Elsberg, bas
Louise Schrøder, klaver
Vi byder 2021 velkommen med en festlig og sprudlende nytårskoncert, hvor vi kan forvente os vidunderlig og velkendt musik fra opera, operette og andet godt – serveret med et glimt i øjet af nogle af vores bedste sangere.
Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran, arbejder med såvel lieder som opera og kirkemusik. Samtidig med sine studier optrådte hun som solist i opera og operette i Danmark og Tyskland. I november 2013 vandt hun 3. præmie i konkurrencen Concorso Internazionale Musica Sacra i Rom, og i september 2014 vandt hun 2. pris på Concours International de Chant Baroque i Froville i Frankrig. Hun har med stor succes sunget på scener både i Danmark og udlandet bl.a. Copenhagen Renaissance Festival, Alte Oper, Frankfurt, Théatre de Champs-Élysées, Paris, og Grand Théatre de Provence, Aix-en-provence.
Siden juli 2015 har hun været en del af programmet ‘Den Unge Elite’, sponsoreret af Dansk Kunstfond, et tilskud til meget talentfulde musikere med fokus på at opbygge en international karriere.
Nane Bugge Rasmussen har studeret på Universität der Künste i Berlin og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. I 2010 fik hun sin BA-grad og i 2013 sin MA-grad.
Den danske operasanger Jacob Skov Andersen, tenor, er født og opvokset i København. Hans musikalske løbebane startede allerede som 9-årig, da han blev optaget på sangskolen Sankt Annæ Gymnasium. Deraf fulgte flere år som sanger i Københavns Drengekor. Jacob studerer nu på Operaakademiet ved Det Kongelige Teater. Sideløbende med sine studier har Jacob modtaget undervisning af den internationalt anerkendte tenor Reinaldo Macias og tidl. professor ved Guildhall School of Music & Drama Susan McCulloch.
Jacob Skov Andersen har allerede gjort sig bemærket i flere sammenhænge, og er modtager af Roagerfondens talentpris 2019 og Edith Allers mindelegat 2019. Fra næste sæson er han optaget på det nye og prestigefyldte 2-årige Young Artist Program på Det Kongelige Teater, hvor han allerede i sæsonen 2020/2021 kan opleves i rollerne som Tamino i ’Tryllefløjten’ af W.A. Mozart, Pierre i ’Intet’ af D. Bruce og Gralsritter i ’Parsifal’ af R. Wagner.
Nicolai Elsberg, bas, er oprindelig uddannet rytmisk sanger og musiker fra Rytmisk Musikkonservatorium og har været forsanger i bandet Spillemændene, hvor han blev nomineret til en Steppeulv i 2014 som Årets Vokalist. I kraft af sin fortid, har han medvirket i flere cross-over-projekter, bl.a. med bandet Efterklang og har været solist i uropførelser af Karsten Fundal og Rasmus Zwicki.
Nicolai har studeret klassisk sang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium siden 2016. Han medvirkede under Copenhagen Opera Festival 2019 som Commendatore i Christian Lollikes nyfortolkning af Mozarts Don Juan på Teater Sort/Hvid. I november 2019 sang han Colline i festivalens intime version af Puccinis opera La Bohème på Østre Gasværk.
Til september indtræder han i Det Kgl. Teaters solistensemble, hvor første rolle bliver ypperstepræsten Sarastro i Barrie Koskys opsætning af Mozarts opera Tryllefløjten – på dansk, der præsenteres i samarbejde mellem Copenhagen Opera Festival og Det Kgl. Teater. Rollen Sarastro deler Nicolai med Stephen Milling.
I marts 2020 blev det offentliggjort, at Dronning Ingrids Hæderslegat i år uddeles til sangstuderende ved DKDM Nicolai Elsberg. Læs om det her.
I maj 2020 udnævnte Copenhagen Opera Festival Nicolai Elsberg til Årets Operatalent 2020/21. Læs om det her.
Louise Schrøder, pianist, er uddannet med speciale i akkompagnement og repetition fra Syddansk Musikkonservatorium i 2006 ved Tove Lønskov og Marianna Shirinyan.
Fra 2006-2016 var Louise Schrøder musikalsk leder samt en del af den daglige ledelse i turnekompagniet Den Rullende Opera. Som akkompagnatør og repetitør har Louise erfaring fra bl.a. Den Jyske Opera, Den Ny Opera, Copenhagen Opera Festival, Operaakademiet, Polyhymnia og Opera på Grænsen. I korsammenhænge hos bl.a. Mogens Dahl Kammerkor, Sokkelund Sangkor, Kammerkoret Camerata og Graabrødre Kammerkor. Derudover fungerer hun som akkompagnatør til auditions, korrepetition og liedkoncerter.
(Tekst hentet fra Det Danske Sangselskab)