16. november 2025 15:00 i Smørum Kulturhus
Gæstebilletter à 175 kr. kan købes på NemTilmeld og ved indgangen.
Tanja Zapolski, klaver
Andrea Pellegrini, mezzosopran og konferencier
Philippe Benjamin Skow, violin
Toke Møldrup, cello
Gør jer klar til en helt særlig eftermiddag, når Ledøje-Smørum Musikforening markerer afslutningen på sin 40-årige historie med en gribende og alsidig klassisk koncert. Pianisten Tanja Zapolski har sammensat et ensemble og et program og, der byder på kortere højdepunkter, smukke, tidløse værker og virtuose indslag. Det bliver en hjertevarm kulmination på musikforeningens virke.
I ensemblet møder vi Tanja Zapolski (klaver), Philippe Benjamin Skow (violin) og Toke Møldrup (cello).
Med sig har de den skønne mezzosopran Andrea Pellegrini, som ikke blot vil berige eftermiddagen med nogle få sange med klaverakkompagnement, men som også indtager rollen som konferencier. Andrea Pellegrini er exceptionelt god til at binde koncerter sammen gennem fortællinger og vil uden tvivl skabe den nærværende stemning, der skal til for at gøre denne historiske begivenhed uforglemmelig.
Musikerne optræder i skiftende konstellationer som solo, duo og trio, hvilket giver en musikeftermiddag fyldt med varierede klangfarver.
Vi kommer til at opleve et ensemble, der bevæger sig ubesværet mellem de store mestre og de mere populære, men altid raffinerede, værker.
Det bliver en storslået svanesang af den slags, hvor man ofte siger: Den vil du simpelthen ikke gå glip af!
Tanja Zapolski

Tanja Zapolski en af Danmarks fremtrædende klassiske pianister, som forbløffer publikum i ind og udland med solokoncerter og kammermusik med nogle af verdens bedste musikere.
Tanjas meget åbensindede og udforskende tilgang har ført hende til at spille på Roskilde Festival, ved jazzfestivaler, medvirke i utallige teaterforestillinger, indspille filmmusik og rejse verden rundt med flere af sine musikgrupper.
Det bliver 5. gang, vi får besøg af Tanja Zapolski.
De to seneste besøg var 21.01.2018 med The Piazzolla Orchestra, hvor Andrea Pellegrini og Philippe Benjamin Skow i øvrigt også medvirkede, og 10.11.2013 med Den Danske Klaverduo, hvor Rikke Sandberg medvirkede.
Juhl-Sørensen A/S skrev 06.09.2025 på deres Facebook:
Vi havde forleden fornøjelsen af at tale med Tanja Zapolski til en episode af Juhl-Sørensen Podcast.
Link til episoden: https://youtu.be/GvsxnLaFfdQ?si=GfXwFNmeR2kKDu_j
I samtalen tager Tanja os med tilbage til barndommen i Ukraine og fortæller om sine første møder med klaveret og den musik, der skulle forme hendes liv.
Vi taler om, hvorfor musik rører os så dybt.
Hun deler også åbent om den modstand, hun har mødt undervejs – og hvordan hun alligevel er blevet en af de mest synlige skikkelser på den danske klassiske scene, blandt andet gennem tv-programmer som Den klassiske musikquiz og Piano.
Andrea Pellegrini

Andrea Pellegrini er født I DK og er en af Danmarks mest efterspurgte og prisbelønnede mezzosopraner, både i opera- og koncertsammenhæng. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1998-2003 og fra Opera Akademiet: 2003-2006 hos Susanna Eken.
Andrea har modtaget adskillige priser, bl.a. H. C. Lumbye og Agerby Fondens Pris 2021, Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris 2020, Årets Hæderspris fra Sangfonden af 2013 og i 2020.
Andrea debuterede på Det Kgl Teater som Rosina i Rossinis Barberen i Sevilla I 2006 hvorefter hun samme sted senere bl.a. sang rollerne: Annius i Mozarts Titus, Valencienne i Lehárs Den Glade Enke, og Rossweise i Wagners Valkyrien.
På Den Jyske Opera debuterede hun I 2006 I rollen som Cherubino i Mozarts Figaros Bryllup, som hun gentog i 2012. I 2021 debuterede hun i Rollen som Eboli i Verdis Don Carlos på Folkoperan i Stockholm. I 2022 sang hun Amneris i Verdis Aida.
Som koncertsanger har Andrea optrådt m. førende danske orkestre og ensembler, herunder DR Symfoniorkestret, Danmarks Underholdningsorkester, Det Kgl. Kapel og alle landsdelsorkestrene. Udenlands har hun også været efterspurgt.
Philippe Benjamin Skow

Philippe fik sin første violin som 2-årig og gav sin første solooptræden i Tivoli Koncertsal som 5-årig. Han har for nylig optrådt i Carnegie Hall i New York og for Frankrigs præsident Emmanuel Macron.
TV2 Godmorgen Danmark og de danske aviser Berlingske og Børsen har udnævnt ham til en “førende violinist”, “født solist” og “multitalent ” og roser ham for hans virtuositet og romantiske musikerskab.
Philippe er blandt andet blevet udvalgt til Berlingske Talent 100 og nomineret til World Economic Forums Young Global Leaders Forum. Han har blandt andet optrådt på den legendariske Kreutzer Stradivarius til en værdi af 15 millioner USD, ved Hans Kongelige Højhed Prins Henriks begravelse og ved præsident Obamas besøg i Danmark.
Philippe har siden han var to år øvet hver eneste dag i timevis for at blive en af landets bedste violinister. Siden han var fem år har han drømt om at stå på scenen i Carnegie Hall. Den drøm gik i opfyldelse i 2020 hvor han nåede et højdepunkt i karrieren: At spille i Carnegie Hall i New York.
Dagbladet Børsen har en interessant beretning i udgaven 14. marts 2020: Det har taget 33 år med øvelser
Hjemmeside
Se CV fra hjemmesiden oversat til dansk vha. en AI oversætter.
Toke Møldrup

Cellisten Toke Møldrup modtog Léonie Sonnings Talentpris 2007, det prestigefyldte Dronning Ingrids Hæderslegat 2014, samt Augustinus Fondens Jubilæumsbevilling 2017-2020.
Han er prisvinder ved flere internationale konkurrencer og har spillet koncerter i store dele af verden, i bl.a. Weill Recital Hall at Carnegie Hall, Wigmore Hall, Musikverein Wien, Dai-ichi Seimei Hall, Tokyo m.m.
Toke har været solist med de fleste danske symfoniorkestre og en hyppig gæst i danske musikforeninger, bl.a. med kollegerne Lars Bjørnkjær og Katrine Gislinge i Den Danske Klavertrio.
Han har optrådt som solist med de fleste danske symfoniorkestre under dirigenter som Aldo Ceccato, Sanntu Rouvali, Lan Shui og Joshua Weilerstein, og har spillet ved festivaler såsom Bergen Festspillene, Lincoln International Chamber Music Festival, Monte-Carlo Spring Arts Festival og Oberstdorf Musiksommer.
Hans store interesse for celloens udvikling gennem tiderne afspejler sig i serien af udgivelser:
Den anmelderroste indspilning af Bachs suiter for solocello, som udkom i 2018, udgivelsen “Cello Libris” i 2020 – den amerikanske komponist Geoffrey Gordons samlede værker for cello, samt de samlede indspilninger af Beethovens og Brahms’ sonater med pianisterne Yaron Kohlberg, som udkom i 2020.
Toke er desuden fortsat med til at udvikle cellorepertoiret gennem samarbejder med mange nulevende komponister, blandt dem den europæiske premiere på John Williams’ cellokoncert, Svend David Sandströms Nordiske Messe, Geoffrey Gordons cellokoncert og Christian Winther Christensens koncert for cello og accordeon.
Dagens billedkunstner
Jette Høegh