29. januar 2023 kl. 15:00 i Smørum Kulturhus
Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran
Anders Kampmann, tenor
Simon Duus, basbaryton
Louise Schrøder, klaver
Gæstebilletter 150 kr. Unge / studerende: 50 kr.
Nytåret skal fejres! Det skal være med både kendt musik og musikalske overraskelser, og det skal være en fest i ord og toner. Vi kan se frem til en nytårskoncert med uddrag fra opera, operette og andet godt, med musik af bl.a. Johann Strauss, Georges Bizet, og vores egen Carl Nielsen. Musikken vil blive serveret med et glimt i øjet af nogle af vores bedste sangere, akkompagneret af et pianistisk festfyrværkeri. Men ingen lagkage uden bund. Nytåret er også tid til eftertanke og poesi, hvilket der også vil blive plads i eftermiddagens program. Og når først bunden er lagt, er det ingen sag at lade boblerne flyde og nyde hinandens gode selskab.
Nytåret skal også fejres med “bobler” i form af Cava eller danskvand, der i pausen vil blive udskænket til alle.
Nana Bugge Rasmussen arbejder med såvel lieder som opera og kirkemusik.
Hun studerede på Universität der Künste i Berlin og fortsatte på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. I 2010 tog hun sin BA-grad og i 2013 sin MA-grad.
Samtidig med sine studier optrådte hun som solist i opera og operette i Danmark og Tyskland.
I november 2013 vandt hun 3. præmie i konkurrencen Concorso Internazionale Musica Sacra i Rom, og i september 2014 vandt hun 2. pris på Concours International de Chant Baroque i Froville i Frankrig.
I 2015 blev hun en del af programmet ‘Den Unge Elite’, sponsoreret af Dansk Kunstfond, et tilskud til meget talentfulde musikere med fokus på at opbygge en international karriere.
Hun har med stor succes sunget på scener både i Danmark og udlandet bl.a. Copenhagen Renaissance Festival, Alte Oper, Frankfurt, Théâtre des Champs-Elysées, Paris, og Grand Théâtre de Provence, Aix-en-Provence.
Link til hjemmeside.
Beskrivelse hentet fra Opera på Grænsen, 14. januar 2019
Anders Kampmann er et ungt, fremadstormende tenortalent. Han begyndte sin musikalske løbebane i Herning Kirkes Drengekor og som drengesopran i ”La Bohème” og ”Pelléas og Mélisande” på Den Jyske Opera. Efter at have vundet talentkonkurrencerne “Unge sangere”, “Unge spiller klassisk” og “Unge synger klassisk” uddannede Anders sig på Guildhall School of Music and Drama i London og på Det Jyske Musikkonservatorium. Her studerede han hos Anne Øland.
Anders har haft titelrollen i ”Farinelli”, Tamino i ”Tryllefløjten”, og roller i moderne operaer som ”Kommentarfeltet” af Trygve Brøske og ”Intet” af David Bruce.
Yderligere optræder Anders som oratorie- og koncertsolist i Händels ”Messias”, ”The Crucifixion” af John Stainer, og Mozarts ”Requiem” med landets førende orkestre, såsom Århus Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Randers Kammerkorkester, OperetteKompagniet og Århus Sommeropera.
Statens Kunstfond har igen i december 2021 valgt en række kunstneriske talenter, der skal være en del af programmet ‘Den unge kunstneriske elite’, heriblandt Anders Kampmann. Formålet er at bidrage til kunstnernes karrierer og hjælpe dem på vej mod et nationalt og internationalt gennembrud.
Simon Duus, basbaryton, har siden 2017 været fast medlem af Den Kongelige Operas Solistensemble, hvor han i denne sæson kan opleves som toreadoren Escamillo i “Carmen”, Baron Douphol i “La Traviata” og Guglielmo i “Così fan tutte”. Han er uddannet fra Operaakademiet i 2011 hos Susanna Eken og havde debut fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium i 2015 hos Bodil Øland.
Foruden opera, byder sæson 2022/23 også på opførelser af Brahms’ “Vier ernste Gesänge”, Schuberts “Vinterrejse” med Bjarke Mogensen og Händels “Messias” med Kammerkoret Camerata.
Som librettist har Simon Duus skrevet librettoen til operaen “Rottefængeren” af Egil Kolind med urpremiere i foråret 2023. Modtager af Musikanmelderringens Kunstnerpris 2014 og Reumert Talentpris 2012 for sin præstation som Seneca i “Poppeas kroning” af Monteverdi.
Beskrivelse hentet fra Det Danske Sangselskab
Louise Schrøder er uddannet med speciale i akkompagnement og repetition fra Syddansk Musikkonservatorium i 2006 ved Tove Lønskov og Marianna Shirinyan.
Fra 2006-2016 var Louise Schrøder musikalsk leder samt en del af den daglige ledelse i turnekompagniet Den Rullende Opera. Som akkompagnatør og repetitør har Louise erfaring fra bl.a. Den Jyske Opera, Den Ny Opera, Copenhagen Opera Festival, Operaakademiet, Polyhymnia og Opera på Grænsen. I korsammenhænge hos bl.a. Mogens Dahl Kammerkor, Sokkelund Sangkor, Kammerkoret Camerata og Graabrødre Kammerkor. Hun fungerer også repetitør og akkompagnatør til auditions og liedkoncerter.
Program:
Johann Strauss: Orlofsky’s couplet fra Flagermusen
Richard Strauss: Zueignung
Brahms: Wenn ich mit Menschen- und mit Engelszungen redete (Vier ernste Gesänge)
Mahler: Liebst du um Schönheit (Rückert Lieder)
Mozart: Secondate – duet Guglielmo/Ferrando, Il core vi dono – duet Guglielmo/Dorabella, fra Così fan tutte
Saint-Saëns: Mon coeur s’ouvre a ta voix fra Samson og Dalila
Gounod: Avant de quitter ces lieux fra Faust
Offenbach: Ah quel diner – La Péricole
Bizet: La fleur que tu m’avais jeté, Habanera og Toreador-arien fra Carmen
Léhar: Gern hab’ ich die Frau’n geküsst fra Paganini
Danilos arie, Enkevalsen og Vilja-sangen fra Den Glade Enke
Rudolf Sieczyński: Wien, du Stadt meiner Träume
Dagens billedkunstner: Birgit Bay