26. januar 2025 kl. 15:00 i Smørum Kulturhus
Gæstebilletter: 175 kr.
Bo Kristian Jensen, tenor
Thomas Peter Koppel, tenor
Jens Søndergaard, baryton
Tuva Semmingsen, mezzosopran
Carol Conrad, klaver
Jakob Weber, janitshar
Thomas Goschebart,lyd
OperetteKompagniets målsætning er at udbrede den skønne trefjerdedelstakt herhjemme – at slå et slag for en teaterform, der godt nok altid har været der, men i nyere tid har ligget i klemme mellem operaens boom og musicalens indtog. Mange har ligefrem spået operettens endeligt, og de store institutioner tager sig da heller ikke rigtig af den mere. Men hvor end ensemblet her tropper op, mærkes den helt specielle eufori og livsglæde, de charmerende valsetrin inspirerer.
Det romantiske tonesprog minder os om, hvor vi kommer fra, og hvad det stadig kan gøre ved os. Dét er særligt vigtigt i disse år, hvor man konstant fodres med hurtige tilbud og det forbipasserende. OperetteKompagniet vil gerne være budbringeren for, hvad denne folkelige kunstart med alle de smukke og genkendelige melodier betyder – og har betydet i generationer – i dens videre færd for overlevelse!
OperetteKompagniet har et omfattende virke. Fra august 2024 og et år frem har de 15-20 forskellige programmer, der blive fremført ved omkring 50 arrangementer i Tivolis Koncertsal, Metronomen (Frederiksberg), KoncertKirken (København), Bremen Teater (København), Haven (Tisvildeleje), ved tourné rundt i hele Danmark, og ved private arrangementer.
Ensemblet er sammensat af sangere og musikere. Det varierer fra den ene forestilling / koncert til den anden. Nogle gange medvirker blot to sangere og pianist, andre gange 4-5 sangere og 5-6 musikere.
Om koncerten i Ledøje-Smørum Musikforening
Tre mænd og en kvinde crooner og underholder med udødelige evergreens.
OperetteKompagniet har med enorm succes i et par år turneret i Danmark med deres nytårskoncert.
Det stilige trekløver, croonerne with-a-twist, New Fashioned to you … hærger igen!
Barstolene står klar, og der lukkes standhaftigt op for et skatkammer med Frank (Ol´ Blue Eyes) Sinatra og hans udødelige evergreens.
Ej at forglemme kendingsmelodierne fra to andre af de mest begavede i dette forum, Nat King Cole og Dean Martin. Men også tronfølgere som Tom Jones, Elvis Presley og Charles Aznavour indgår i den almægtige American Songbook.
… Selvbinderne løsnes for alvor, når tidens hotte mezzo, Tuva Semmingsen, berømmet for sine Morricone-, gaming- og fantasy-optrædener i æteren, joiner etablissementet med sin fængende, uafrystelige karisma!
Ensemblets uforlignelige pianist og fantastiske janitshar udgør orkesteret.
Læs en anmeldelse og se, hvad der venter os.
Et lille uddrag:
– Det mandlige trekløver var tre uddannede operasangere, men opera skulle der ikke være noget af den aften. Der skulle croones!
– De tre alsidige herrer sang solo, i duet med Tuva Semmingsen eller i kor med deres klangskønne og egale stemmer. Pragfulde vokale formater blev foldet ud, og repertoiret varieret med lidt heftig spansk som Thomas Peter Koppel i Granada eller fransk som i Semmingsens sologang i Piafs La Vie en rose. Vi kedede os ikke et sekund.
Beskrivelse af de medvirkende
hentet fra OperetteKompagniets hjemmeside og Wikipedia.
Bo Kristian Jensen er en efterspurgt oratorie-sanger og har koncerteret med alle de større danske orkestre, ligesom han har med Sveriges Radiosymfoniorkester og Singapore Symphony Orchestra.
Han uddannede sig på Oberlin Conservatory of Music i Ohio og siden Opera-Akademiet i København.
Han var medlem af solistensemblet på Det Kongelige Teater i perioden 2006-2012, og fremhæves skal hans portrætter af Tamino i Tryllefløjten, Don Ottavio i Don Juan, Grev Almaviva i Barberen i Sevilla og Emilio i Partenope, der i øvrigt er foreviget på film.
Det er også blevet til markant deltagelse ved operafestivalen i Aix-en-Provence, promenadekoncerterne i Royal Albert Hall i London og i produktioner på Deutsche Oper am Rhein og Den Jyske Opera. På Det Ny Teater sang Bo Fantomet i Andrew Lloyd Webbers Love Never Dies.
Thomas Peter Koppel er ud af den musikalske familie med det berømte efternavn og stod allerede på scenen som 8-årig i Gianni Schicchi på Sydney-Operaen. Den egentlige debut fandt sted i 1994 som Tamino i Tryllefløjten med Det Unge Operacompagnie.
Han har været ansat på Det Kongelige Teater i over to årtier, og fra den lange række af lyriske partier bør nævnes Nick i Tjenerindens Fortælling, Tomas i Under Himlen, Antonio i Stormen, Alfred i Flagermusen og Grev Almaviva i Barberen i Sevilla.
På Det Ny Teater igen Alfred og senere Camille de Rosillon i Den Glade Enke. Adskillige uropførelser i ind- og udland. Thomas har også en rig koncertvirksomhed og er at finde på flere udgivelser.
Han var sammen med sopran, Sofie Ottosen, den ene halvdel af “Danmarks Operettepar”, idémagerne bag den populære Operettebåd i Københavns kanaler.
Thomas var medstifter af OperetteKompagniet i 2015 og har modtaget indtil flere anerkendelser for sin indsats for dansk musikliv.
Jens Søndergaard er en velkendt herre i vort regi og har været flittigt repræsenteret på OperetteKompagniets rollelister. Hans karismatiske Danilo var scenekunst til historiebøgerne.
Men vi skal længere ind … og det skal blive interessant at høre mere om det fortravlede liv som operasanger, på farten fra hotel til hotel, og som nu om stunder byder på dramatiske udfordringer fra Verdi til Wagner.
Og mon ikke også, han kaster sig ud i en duet med intervieweren? Thomas og Jens har stået side om side på scenen ved utallige lejligheder og favnet alt fra bedste venner, hvor den ene ikke kunne forhindre et forudsigeligt mord på den anden, til at deles om den samme kvinde. Og så crooner de jo rask væk sammen i New Fashioned.
Tuva Semmingsen (omtale hentet fra Wikiedia) (født 13. januar 1975 i Norge) er en norsk mezzosopran og koloraturspecialist. Semmingsen har studeret på det norske Musikkonservatorium og på Den Kongelige Danske Operas akademi i København.
Tuva Semmingsen debuterede i 1999 på Den Kongelige Danske Opera som Cherubino i Figaros bryllup. Hun hører til ensemblet på dansk Opera og har optrådt bl.a. i Julius Cæsar (Sesto) Askepot (Angelina), Barberen i Sevilla (Rosina) og Händels Partenope (Patria Rosmira).
.
Carol Conrad er født i Chicago og uddannet på The University of Southern California og The Juilliard School of Music i New York, hvor hun akkompagnerede stjernenavne som Luciano Pavarotti, Leontyne Price, Yo-Yo Ma og Wynton Marsalis.
Efter at have flyttet til Danmark i 1993 har hun virket som repetitør på Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Den Jyske Opera og Danmarks Radio, for blot at nævne nogle få. I dag er hun i besiddelse af dansk statsborgerskab.
Den efterspurgte pianist optræder som solist og kammermusiker overalt i Danmark, det øvrige Skandinavien, Tyskland, Frankrig og USA – og er desuden en anerkendt musikalsk arrangør samt producer i forbindelse med indspilninger.
Carol har modtaget et utal af priser.
Sammen med Thomas co-foundede hun OperetteKompagniet i sin tid – og så slår hun også sine folder som en skattet medarbejder i musikarkivet på Operaen.
Hjemmeside
Jakob Weber fik følgende fine omtale i Jyllands-Posten op til sin debutkoncert fra Solistklassen i 2005:
“De færreste musikere kan præstere så respektindgydende et repertoire som det, der står på programmet i Den Sorte Diamant: tre danske uropførelser af Per Nørgaard, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ejnar Kanding mænger sig med ældre værker af Elliott Carter og Akira Nishimura.”
»Jeg har måttet presse nogle af dem!«, tilstår den 27-årige københavner. Påstanden om tvang er vist en sandhed med modifikationer, for Jakob Weber er allerede et kendt navn i klassiske kredse. Det vakte opsigt, da han tilbage i 1999 blev kontraktansat i Det Kongelige Kapel og siden i Radiounderholdningsorkestret, Sjællands Symfoniorkester og kammerensembler som Athelas og Contemporanea. I den rytmiske afdeling er det blevet til indspilninger med Nikolaj Nørlund og Caroline Henderson samt reservetjanser for den ene halvdel af Safri Duo.
»Jeg holder meget af den frihed og fleksibilitet, de brogede muligheder fører med sig!«, forklarer han.
Nu om stunder passer Jakob en fast plads i Radiosymfoniorkestret – og så fremstår han også som den i TV-programmet, Den Klassiske Musikquiz, der kan alle svarene …