Henk Badings (1907-1987) Kvintet nr. 3, Capriccio (1936) Besætning: fl. hrp. vln. vla. vlc. |
Wolfgang Amadeus Mozart Fløjtekvartet i D-dur KV 285 (1777) 1. Allegro 2. Adagio 3. Rondeau. Allegretto Besætning: fl. vln. vla. vlc. |
Claude Debussy (1862-1918) Sonate for fløjte, harpe og bratsch (1916) 1. Pastorale - Lento, dolce rubato 2. Interlude - Tempo di Menuetto 3. Finale - Allegro moderato ma risoluto |
|
Navnet Debussy udløser hos de fleste musikkendere ganske automatisk begrebet "impressionisme". Det skal dog tages med forbehold, som et forsøg på at beskrive en musikalsk stil, der vanskeligt lader sig beskrive med ord. Udtrykket er hentet i malerkunsten, og det er de vage konturer, den spændingsløse melodik, den funktionsløse harmonik og den lidet karakterfulde rytmik i visse af Debussy's værker, der har fået musikhistorikere, der så gerne vil have navne og kategorier til alle stilarter, til at klamre sig til dette ord. I virkeligheden er det kun et mindretal af Debussy's værker, der kan kaldes impressionistiske. Orkesterværkerne "Prelude a l'apresmidi d'un Faune" og "Nocturnes" (endda kun til en vis grad), operaens "Pelléas et Mélisande" og nogle af klaverstykkerne og sangene. Debussy fik sin uddannelse ved Pariser-konservatoriet, fik Romer-prisen i 1884 og levede derefter i Paris til sin død som komponist og kritiker. Han foretog nogle enkelte koncertrejser som pianist og dirigent til England, Østrig, Ungarn, Italien og Rusland. Som udforsker af de harmoniske muligheder (Debussy talte selv om "den harmoniske kemi") som instrumentationskunstner og som klaverkomponist har Debussy haft en betydning, der sidestiller ham med musikhistoriens største skikkelser og i hvert fald placerer ham som en af Frankrigs største komponister. |
|
Programnoter: Forlæggeren annoncerede oprindeligt at der ville komme seks sonater fra Debussys hånd. Han nåede at skrive tre. Derudover havde Debussy planlagt en sonate for obo, horn og cembalo, en for trompet, klarinet, fagot og klaver, og endelig en sonate med et ensemble inkl. kontrabas. Man kan høre i de tre sonater at Debussy har bevæget sig lidt væk fra impressionismen og i retning af en nyklassicistisk stil. |
Jacques Ibert (1890-1962) Deux interludes (1946) 1. Andante espressivo 2. Allegro vivo Besætning: fl, vio, hp (eller cembalo) |
Ibert voksede op med Chopin, Bach og Mozart - favoritkomponister hos den klaverspillende moder. Ibert begyndte at spille violin som 4-årig, og lidt senere også klaver. Efter gymnasiet besluttede Ibert dog at det var kompositionen, der var det vigtigste - han fortsatte dog med at akkompagnere sangere, og film!, for at tjene til livets ophold. |
Programnoter: En fransk perle - let som salonmusik... Fløjtenister elsker Iberts korte og charmerende musikstykker - her to sammenhængende, hvor fløjten omgives af violin og harpe. De to interludier er fra Iberts musik til skuespillet Le burlador. Instrumentation lægger op til en kølig, neoklassisk stemning. En statelig menuet og en hurtig toccata. |
Gabriel Pierné (1863-1937) Voyage au Pays du Tendre (1936) L'Embarquement Fleuve: Inclination Villages: Petits soins, Tendresse, Empressement, Confiante amitié, Perfidie - méchanceté, Mer d'inimitié, Soumission, Billets galants, Jolis vers, Billets doux Retour par: Tendre-sur-inclination Besætning: fl. hrp. vln. vla. vlc. |
|
|
|
Programnoter: Betagende værk med den franske tone, man kender fra Debussy, Ravel og Franck. Værket beskriver en rejse i et ganske særligt område, eller land: Et følsomt land, hvor man bl.a. møder: tillid, troløshed, omsorg... i form af landsbyer, floder m.m. Der er sågar et egentligt kort over landskabet, en tegning, som ensemblet normalt medbringer til koncerter, hvor værket er på programmet. |
|