Eskær Trio

17. oktober 2021 kl. 15:00 i Smørum Kulturhus

Julie Eskær, violin
Emilie Eskær, cello
Charlotte Thaning, klaver

Eskær Trio

Eskær Trio er et af Danmarks mest erfarne og kunstnerisk sammensmeltede kammerensembler og har gennem mere end 25 år haft en succesfuld koncertkarriere i ind-og udland.
Trioen er kendt for deres medrivende samspil og bevæger sig frit i hele triolitteraturen fra de ældste værker til nye kompositioner tilegnet dem.
Eskær Trio vandt i sin tid 1. pris i P2’s Kammermusikkonkurrence samt 2. pris i Nordisk Kammermusikkonkurrence i 1996. Siden vandt de priser i flere internationale kammermusikkonkurrencer. De har haft en særdeles aktiv koncertvirksomhed og optrådt i de fleste europæiske lande, inkl. steder som det berømte Concertgebouw i Amsterdam samt Berlin og Paris. Trioen har desuden optrådt i flere andre verdensdele og var i 2018 på en stor turné i Kina.
I anledning af Beethovens 250 års jubilæum (2020) var trioen flere gange solister i Beethovens Triple-koncert, bl.a. med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Eskær Trio har modtaget en lang række hædersbevisninger og legater som Spies Fondens Musikpris, Van Hauen Legatet og Gurli og Poul Madsens Legat. Trioen har desuden flere prisvindende cd-indspilninger bag sig, bl.a. Brahms’ samlede klavertrioer. Alle udgivelser har høstet såvel nationale som internationale anmelderroser og har vundet priser som P2 prisen for “Årets klassiske CD” og “Årets kammermusikudgivelse” samt en kåring som “CD of the month” i det internationale musikmagasin “The Strad”.

Link til Eskær Trios hjemmeside